Om os

Fyens Køre Selskab

Fyens Køre-Selskab er et selskab under Dansk Køre Forbund.

I Fyens Køre-Selskab er der alle muligheder for at bruge sin hest og få en masse oplevelser sammen med andre med samme interesse

Der arrangeres bl.a. stævner hvor der indgår Præsentation, det vil sige at hest, vogn og seletøj ses grundigt efter om alt er i orden, sikkerhedsmæssigt og korrekt sat sammen og om det er nypudset. Ligeledes ses der på om kusk og groom er rigtigt klædt alt efter hvilket køretøj der anvendes.

 

Der køres Dressur, det foregår på en 40 X 100 meter stor bane hvor kusken skal få hesten/hestene til at udføre forskellige figurere i forskellige gangarter. Det er nærmest ligesom ved ridning.

Næste øvelse er Maraton, der skal gennemkøres forskellige etaper, som skal udføres i henholdsvis skridt og trav. Der er fastsat en bestemt tid etapen skal gennemføres på. Kommer man for tidligt eller for sent er der strafpoint alt efter hvor meget man afviger fra tiden. Maraton afsluttes med at man gennemkører nogle forhindringer. f.eks. en vandgrav, en bro eller forskellige porte som skal køres i en bestemt rækkefølge.

Den sidste disciplin i et kørestævne er Forhindringskørsel, eller Topkørsel som det også bliver kaldt. En masse toppe bliver sat op parvis rundt på banen, på hver top placeres en bold, som falder ned ved den mindste berøring, dette giver strafpoint. det gælder om at gennemfører hurtigst muligt og med mindst strafpoint. Toppenes indbyrdes afstand er vognbredden + 20 cm. så der skal køres præcist.

Den der til sidst, sammenlagt, har fået mindst strafpoint i alle øvelserne er stævnets vinder.

Fyens Køreselskab afholder også stævner med Brugskørsel.

Det er stort set de samme færdigheder der skal til at gennemfører et sådan stævne som alle heste i landbruget havde i ” gamle dage”. 

Kusken skal kunne styre sin hest rundt på en bane gennem mange slags forhindringer. Det kan være en vandgrav eller en bro, det kan være et ” jernbanespor” med både skinner og klokke, eller det kan være nogle der slår på f.eks. olietønder uden at hesten kan se hvor støjen kommer fra. Der er også øvelser hvor man skal standse og blive holdende uden at vognen flytter sig hverken frem eller tilbage, denne øvelse laves både opad og nedad på en skråning. De sværeste øvelser er nok dem hvor man skal rykke med hest og vogn, det kan være at der skal vendes på en sidevej, eller rykkes ind eller ud af en port. Kusken skal også holde ind til en rampe, hvor der skal læsses varer af eller på, når vognen holder korrekt overlader kusken tøjler og pisk til hjælperen og læsser af/på. Disse øvelser er med til at vise hestens lydighed og samarbejdsvilje.

Også Pløjning er på programmet i Fyens Køre-Selskab, både som træning og hygge samt som konkurrence, hvor det gælder om at alle furer lavet helt lige, er lige dybe og brede samt afpløjningen og flækningen er rigtige.

Der er også en del medlemmer der mødes en gang i mellem for at trække træ ud af skove. Dette er også en rigtig god måde at bruge sin hest eller pony på, og der er altid nogen der er klar til at give hjælp eller et godt råd. Der er også konkurrencer i Skovkørsel, her skal stammerne stables oven på hinanden og ligge helt lige med enderne, så her er det også vigtigt med et godt samarbejde mellem hest og kusk.

Hver efterår / vinter afholdes Seletøjssyning hvor man under kyndig vejledning kan sy nyt udstyr til hesten, eller reparerer det gamle så det altid er i perfekt stand.

Som det fremgår af det ovenstående er der mange aktiviteter man kan deltage i hos Fyens Køre-Selskab. Til sidst skal nævnes Ferieugen, som afholdes på Egeskov Slot hvert år i uge 29, hvor man camperer bag parken, der er sat folde op til heste og ponyer, i løbet af ugen arrangeres forskellige ting, både for børn og voksne med eller uden heste. Den en aften afholdes en stor fest, med god mad og musik. Det er en hyggelig og festlig uge som hurtigt bliver en tradition i familien, og som det er svært at undvære.

Som du sikkert kan forstå er det en aktiv forening med em masse medlemmer, som deltager i mange forskellige aktiviteter. Nogle foretrækker det ene, andre det andet, en del er med alle steder.

Er det noget der har fanget din interesse er du velkommen til at spørge, alle vil gerne gøre deres bedste for at hjælpe dig i gang eller videre med kørsel, enten det skal være Stævnekørsel, Brugskørsel, Skovkørsel eller det skal være Pløjning

I Fyens Køre-Selskab kan du deltage med din hest uanset race eller størrelse, der er alt fra store Oldenborgere over Fjordheste og Shetlændere til Æsler, alle kan deltage.

Både kuske, hjælpere og dyr har godt af at få nogle gode oplevelser sammen med ligesindede, med samme interesser.

Vi kan  kun anbefale at du tager kontakt til bestyrelsen eller andre i foreningen.